Ja det er jo ikke første gang at “arbejdsstress” er omdrejningspunkt for at have lidt ondt af sig selv. Men hvordan kan det lige undgås at det her arbejdsstress ikke bliver til en stor omgang stress der fylder hele ens hverdag?? Nu har jeg i den sidste halvanden måneds tid udskudt den planlagte ide om at begynde at leve sundere med én eneste undskyldning. “Tid! Ã…h gud, hvor har jeg ikke tid til at leve sundere!” Men hvad dælen er det for en undskyldning at komme med? hvis jeg ikke har tid til at tage mig ordentligt af mig selv, er min prioriteringssituation så ikke helt af sporet? Min til-tider-belastende-fornuftige kone kom med en god ide, om at lave en liste. Eller rettere sagt, lave to lister: en med opgaver, der skal klares i hverdagen og en med mine prioriteringer i hverdagen.
Listerne blev lange, og det blev hurtigt tydeligt at mine prioriteringer og opgaver ikke helt passede sammen… Hvorfor er “tid til mig og med familien” højt på prioriteringslisten men overraskende nedprioriteret på listen med ting der skal nås? For det SKAL da nås.
Vi lavede derfor en plan der involverer nogle få tiltag derhjemme:
1. Far har maks 1 times tid til arbejde – denne time skal være samlet, ikke spredt ud over aftenen.
2. Madlavning er vigtigt, men kan nedprioriteres til fordel for sundt takeaway et par gange om måneden, for at finde tid til samvær.
3. Opmuntre hinanden til motion i hverdagen: have belønninger i form af middag eller biograftur.
4. Opretholde disse tiltag, for dælan da!
Efter to uger med dette nye lille tiltag i familien er vi naturligvis stadig engagerede og har mod på det. Om det er den samme indstilling om tre måneder, kan man jo bare håbe på. Sidste uge forløb med en mere afslappet aften med børnene – der faktisk selv virker mere afslappede, når farmand ikke sidder med arbejdet sporadisk hen over aftenen. Både tirsdag og torsdag blev der plads til en kort løbetur! Fredag hyggede vi med Pizza og Disney Sjov og da børnene var lagt i seng, kunne konen og jeg nyde et glas rødvin og smide en velfortjent film på. Man kan altid rende rundt og tænke på at gøre tingene bedre, mens man maser derudaf med arbejde, men det virker faktisk ret overskueligt at få tingene til at gå den rette vej ganske fornuftigt.
Hvis alt går vel, har jeg om tre måneder fået nemmere ved at adskille arbejde fra fritid. Jeg skulle også gerne kunne snige de 3 km’s løbetur op på 5 km og helt optimalt er madlavning blevet en naturlig og hurtigere del af hverdagens tidsforbrug, så hjemmelavet aftensmad fortsat er en vigtig del af familiehyggen. Den ældste af børnene synes mine løbeture er meeeget interessante, så hvis han i fremtiden vil med ud i skoven på en tur eller to, vil begejstringen ingen ende tage!