Min ukulele

Dengang da jeg var lille, lavede mine forældre altid en pakkekalender til mig til december. Jeg fik lov til at åbne en lille pakke hver dag fra den 1. december frem til juleaften. Det var som regel små, bitte pakker. Det kunne fx være en pose med hønseringe eller et stykke chokolade. Det var virkeligt svært ikke at overtale min mor til få lov til at åbne næste dags pakke op. Men hun var ret bestemt. Nej, kun én pakke om dagen. Ok. Jeg fandt mig i det. Da jeg blev større, var det ikke længere nødvendigt med pakke-kalendere i min familie. Mine brødre og jeg voksede op.

Nye traditioner

Men i dag, hvor jeg er voksen, har jeg indført den tradition overfor min kæreste. Jeg elsker jul, og hun elsker den nye tradition. Jeg har købt en masse små gaver til hende og hver, dag får hun lov til at åbne en pakke.
I år vil jeg virkeligt bruge mange penge på hendes pakkekalender. Hun er uddannet som programmør, men bruger meget tid på at spille guitar i sin fritid. Det er hun faktisk god til. Fordi jeg ved, at hun er glad for at spille musik, så havde jeg købt en ukulele (købt billigt her: https://www.soundstorexl.com/produkter/5960-ukulele/ )til den 1. december. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde valgt at købe sådan én til hende.

Ren glæde over gaven

Hun blev kisteglad for den. Og den sidder hun med og spiller på hele tiden. Når hun ikke arbejder altså. Nu er hun en meget nervøs type, så hver gang hun ikke lige rammer akkorden korrekt, så bliver hun nervøs, og forsøger igen og igen. Det driver mig til vanvid – her efter 10 dage med hendes klimpren på ukulelen. Hun øver og øver, men nervøsiteten forhindrer hendes fingre i at sætte sig korrekt på halsen af ukulelen. Godt nok er det julesange, hun øver sig på, men det er lidt svært at komme i julestemning, når ”Højt fra træets grønne top” hele tiden bliver hakket i stykker af fingre, der ikke slår akkorden korrekt.
Hun siger godt nok, at hun nok skal få styr på det til d. 24., jeg skal bare lade hende øve sig.

Musik er samvær

Jeg tror ikke helt på, at hun når at få ukulelen lært at kende godt nok til, at hun kan akkompagnere sin families dans om juletræet. Men hvis jeg siger det til hende, bliver hun sur. Derfor putter jeg høretelefoner i ørerne og sætter mig ved min computer, mens hun ’øver’ sig. Jeg åbner min playliste og lytter til musik. Alt andet end julesange. Samtidigt leder jeg efter gaverne til næste uges pakkekalender. Jeg kigger bestemt ikke efter andre nye musikinstrumenter til hende. Måske skal jeg finde udstyr til nogle af de instrumenter, hun har? Det kan vel altid bruges. Måske en taske, hun kan bruge til at transportere sin ukulele i. Eller nye strenge? Jeg får en ond idé: Jeg klipper strengene, som sidder på ukulelen nu, over. Og så får hun først nye strenge i julegave. Lad mig dog bare få 2 ugers fred for at lytte til den skingre lyd og de hakkede julesange. I øvrigt en ret lækker butik: https://www.soundstorexl.com/